Årgang 20-far i blodig ulykke
Hver torsdag kan man for tiden følge Daniel, Maria og deres søn Louie i ”Årgang 20” på TV 2.
Her fortæller de om deres hverdag, med alt hvad det indebærer af op- og nedture.
Og her har den opmærksomme seer måske bemærket, at Daniel har sin hånd i gips i nogle af programmerne.
Det er den en god grund til, for den 24-årige tømrerlærling var sidste år ude for en grim ulykke på sit arbejde.
I ”Årgang 20” bliver det ikke beskrevet, hvad der er sket, men til Her & Nu fortæller han, hvad der gik galt.
- En iskold morgen havde jeg taget to par vanter på, og jeg skulle skære op med en rundsav. Lige pludselig, så smutter den der sav ind i min finger, og så kørte den næste fingeren af, lige ind til knoglen, siger han til ugebladet.
Derefter måtte Daniel skynde sig på hospitalet. Han kom derfra med sin lillefinger i behold, men han har i dag mistet følelsansen i den.