5. feb. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Årgang 20-Louie blev alvorligt syg: En rigtig hård periode

Maria, Daniel og Louie
Maria, Daniel og Louie
Foto: Gregers Overvad
For Maria og Daniel fra "Årgang 20" kom det som et chok, da det viste sig, at Louie var alvorligt syg, men sønnens sygdom skal ikke være et tabu.

For godt et år siden sagde familierne fra ”Årgang 20” ja til at dele deres liv med seerne i medgang og modgang.

Heriblandt Maria og Daniel som blev forældre for første gang, da de i februar 2020 fik sønnen Louie. Men kort tid efter stod det klart, at lille Louie fik en hård start på livet.

Som man kunne se i programmet torsdag aften, blev han hurtigt meget syg, og i de første måneder af sit liv var han indlagt flere gange.

Og det var en hård tid for forældrene.

- Det var mig, der blev indlagt med Louie. Jeg synes, det var en rigtig hård periode. Jeg havde ikke vænnet mig så hurtigt til morrollen, så det var hårdt, at Daniel kun måtte være der en time eller halvanden om dagen, fortæller Maria, som på grund af coronakrisen ikke kunne have Daniel ved sin side så længe af gangen på sygehuset.

Familien havde kun været hjemme fra sygehuset i få dage, før Louie blev indlagt med gulsot, og da han var tre og en halv uge gammel, blev han indlagt igen, fordi der opstod nye sygdomstegn.

- Jeg havde det godt nok stramt med, at jeg ikke kunne være der. Han var lige blevet født, og vi havde kun været hjemme en uge eller halvanden, før han blev indlagt, fortæller Daniel, der ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, nu hvor han ikke kunne være sammen med sin søn hele tiden.

På scanningerne under graviditeten var der ikke noget, der tydede på, at Louie fejlede noget, og det var derfor en overraskelse for forældrene, da det stod klart, at der var noget galt med hans nyrer.

- Det chok vi fik, da vi fandt ud af, han var så syg… Og det var ikke bare et spørgsmål om, han skulle have noget medicin og blive rask. Det er noget, vi skal holde øje med altid, fortæller Maria.

Undervejs i den svære proces har de som en del af ”Årgang 20” også optaget dele af sygdomsforløbet, så det kunne være med i programmet. Og det har været fint, for de har filmet det selv og har dermed også kunnet sortere i, hvad seerne skulle have indblik i. Maria og Daniel er glade for at kunne dele den svære periode med andre.

https://imgix.billedbladet.dk/20210121_go_7552_1.jpg
Louie på snart et år mærker ikke noget til sin sygdom
Foto: Gregers Overvad

- Vi har virkelig prøvet at være åbne omkring det, for det skulle ikke være et tabu, at han er syg. Det er hårdt at gense det i programmet, for man kommer lidt tilbage til den tid og de følelser, men jeg synes, det er okay, fortæller Maria.

Om få uger fylder Louie et år, og ifølge forældrene kan man slet ikke mærke på den lille gut, at han er syg. Han får medicin hver aften, så han forhåbentlig ikke får flere infektioner.

Man kan følge den lille familie fra Lyngby hver torsdag i ”Årgang 20” på TV 2.

Galleri: Årgang 20

Læs mere om: