Årgang 20: Maria og Nikolaj drømte om flere børn, men pludselig blev de i tvivl
2022 har for Maria og Nikolaj Skødt Bek været et begivenhedsrigt år, for ”Årgang 20”-parret er blevet forældre for anden gang.
I juni fik de datteren Mathilde, og Solvej, som snart fylder tre år, er dermed blevet storesøster.
Livet blev vendt på hovedet
Inden parret overhovedet blev forældre, var de sikre på, at de skulle have to eller flere børn, men efter den første datter kom til verden i 2020, blev parret i tvivl, om det var det rigtige at udvide familien yderligere.
- Da vi fik Solvej, blev vores liv smidt ned i en blender og rystet rundt, beskriver Maria den følelse, der ramte hende, da hun blev mor for snart tre år siden.
Fødslen af Solvej var svær, og Maria havde mange efterveer. Derefter fulgte barslen, som ligeledes var svær, fordi den foregik midt under coronanedlukningen.
- Det var hårdt at være forældre, og vi ville gerne holde fast i vores karrierer, og vi var i tvivl, om vi stadig kunne være nærværende og give lige så meget kærlighed, hvis vi fik to børn og samtidig gerne ville nå vores drømme, forklarer Maria til BILLED-BLADET.
Derfor overvejede hun og Nikolaj også nøje, om – og i så fald hvornår – de skulle begynde at prøve at få endnu et barn. De blev enige om, at når de var blevet gift, ville de lade skæbnen råde, men allerede ved brylluppet i oktober 2021 viste det sig, at Maria var gravid – hun vidste det bare ikke på daværende tidspunkt.
- Det var en vanvittig hård graviditet, der stod meget i kontrast til den, jeg havde med Solvej. Jeg kastede op i ét væk, og det var en svær periode. Til gengæld gik fødslen meganemt. Det er utroligt, hvad en god fødsel kan hele, og alle de negative tanker fra første gang er glemt. Det har givet rigtig god mening at få Mathilde, og Solvej er rigtig glad for hende, og vi er glade for hende, fortæller Maria.
- VI er blevet en sammentømret familie, supplerer Nikolaj, der elsker det lille firkløver, som han har skabt sammen med sin hustru.
Man kan se mere til Maria og Nikolaj, når der torsdag aften er premiere på den nye sæson af "Årgang 20" på TV 2.