
Abdel Aziz Mahmoud er målløs: Nu vil han kaste lys over omdiskuterede sager

På trods af at tv-vært Abdel Aziz Mahmoud efterhånden har været journalist i mange år og har bred erfaring med at dække kontroversielle sager i mediebilledet, er der alligevel noget, der forbløffer ham gang på gang.
For når først en shitstorm har bidt sig fast, så går det stærkt og kan have store konsekvenser.
- Selv om jeg har været journalist i over 20 år, så bliver jeg for tiden målløs over den hastighed og den retning, en shitstorm kan udvikle sig i, lyder det fra Abdel Aziz Mahmoud i en pressemeddelelse fra Podimo.
Det har fået "Go' aften Live"-værten til at kaste sig ud i et nyt podcast-projekt, hvor han inviterer omdiskuterede gæster i studiet, der har været udsat for en shitstorm.
Han er nysgerrig på, hvad vi kan lære, når stormen har lagt sig.
I podcasten ”Spotlight” får han blandt andet besøg af iværksætter og influencer Cathrine Wichmand, der har været stærkt kritiseret, efter at hun fik tildelt en assistent 15 timer om ugen på grund af sin ADHD-diagnose betalt af kommunen.
Podcasten får premiere på Podimo torsdag 24. april.

