15. maj. 2022
Af Luise Marie Bekker

Abdel Aziz Mahmoud: Sådan sprang jeg ud for mine forældre

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/abdel_og_mor_hund_stor_beskaaret.jpg
Foto: Hanne Juul
Abdel Aziz Mahmoud vidste, at det endelige opgør ville komme en dag.

Abdel Aziz Mahmoud sidder hjemme hos sine forældre.

Han har taget tilløb til dette øjeblik længe.

Teenageoprøret er udeblevet, fordi han vidste, at han bar på så stor en hemmelighed, at opgøret nok skulle komme en dag.

Hænderne er fugtige, og ordene vil ikke rigtigt ud over hans læber.

Han er overrasket over, hvordan adrenalinen får ham til at stamme.

Men nu skal det gøres!

Han har fået sin ældste lillebror til at tage de to små søskende med i Tivoli.

En kammerat holder tæt på i bil, klar til at køre Abdel hjem.

Og nu sidder de dér over for ham.

Far Hamad og mor Souad.
De aner ikke, hvad der foregår.

Er han mon syg?

Abdel ryster sådan, så måske er han syg … kræft?

Hvad er det mon for noget alvorligt noget, han vil tale om?

Samtalen foregår på arabisk, som den altid gør, når emnet er seriøst.

Abdel kender ikke ordet for “homoseksuel” og må med andre ord forklare sine forældre, hvad det er for et prædikat, han nu sætter på sig selv – og faktisk har gjort længe.

Og så går det op for Hamad og Souad, hvad Abdel prøver at sige til dem.
– Hvis I vil have, at jeg bliver gift med en pige – OK. Men det er ikke det, I har opdraget mig til. At jeg skal leve på en løgn, siger han.
Og så rejser han sig og går.

Og efterlader Hamad og Souad, der måbende kigger på hinanden.

https://imgix.billedbladet.dk/abdel_med_mor_og_far_lille_beskaaret.jpg
Abdel som barn på kanalundfart med sine forældre.
Foto: Privat

Historien berører begge dybt

Det er cirka 15 år siden, den i dag 38-årige “Go’ aften Live”-vært sprang ud for sine forældre.

BILLED-BLADET besøger Souad Fahed Taha og Abdel i Abdels lejlighed i midten af byen, hvor han bor med sin mand, Andreas Æbelø.
Selv om mor og søn har fortalt historien under foredrag og i bogen “Fra Libanon til Lærkevej” fra 2018, berører den stadig begge dybt.
Souad får tårer i øjnene ved tanken om hendes dreng, der så længe havde svært ved at sove og spise på grund af den tunge afsløring, han stod over for.

Hun og Hamad græd i flere dage, efter Abdel var sprunget ud.
– Abdel har sagt, at han skulle have fem børn eller syv børn. Jeg havde tænkt, hvilken pige, der mon skulle giftes med ham, for han kan godt lide, at der er rent, og at tingene er i orden. Helt ærligt, jeg vidste intet om det. Jeg har set homoseksuelle på gaden, men havde aldrig tænkt over det. Jeg har en søster i USA, der var meget åben. Hun sagde, jeg skulle slappe af, og at jeg ikke kunne gøre noget ved det alligevel. Næste dag skrev Hamad til Abdel, at han skulle komme tilbage, så vi kunne tale med ham, fortæller Souad, 61.
Forældrene accepterede på trods af flere rynkede næser i deres muslimske omgangskreds deres søns seksualitet.

Vi står sammen

– Nogle år efter blev det offentligt, da vi lavede “Familien fra Lærkevej”. Vi talte om, at hvis det er svært for vores familie, må det være endnu sværere for andre. Så vi valgte at være ærlige. Jeg spurgte, om jeg skulle lyve om den her del i offentligheden, og min far sagde, at det skulle jeg ikke. Han gik fra at synes, at vi aldrig skulle tale om det, til at det skulle være offentligt … fortæller Abdel smilende.

– Man skal stå sammen – både når det er sørgeligt og glædeligt. Og vi taler meget sammen i familien. Hvis der kommer en storm, står vi sammen i den. På den måde er vi blevet stærkere sammen, tilføjer Souad.

Når mor og søn holder foredrag, er der altid nogen blandt publikum, der går igennem det, familien Mahmoud har været igennem.

– Det har været så rart, at mor har kunnet se, at den kamp, de trusler og den lidelse ikke har været forgæves. Når vi er åbne om det, er det fordi, nogen kan bruge det til noget.

Læs mere om: