Ærgerlig Nukâka Coster-Waldau: Må undvære sin mand til finalen
Nukâka Coster-Waldau havde krydset fingre for, at hun og Silas Holst ville gå helt til finalen i ”Vild med dans”, for så ville hendes ægtemand, skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau, få mulighed for at se hende danse live.
Parret blev netop en af de tre finalister, men nu betyder corona-restriktionerne, at der ikke må være noget publikum til finalen – heller ikke dansernes familiemedlemmer.
Nikolaj Coster-Waldau har været på optagelser på Island hele efteråret, men han kommer hjem den 19. december – samme dag, som finalen finder sted.
Det er virkelig surt
Den danske stjerne havde glædet sig til at se sin hustru danse.
- Det er virkelig surt, for nu kom jeg jo i finalen, og så må han ikke komme ind og se mig, sagde 49-årige Nukâka Coster-Waldau til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Han ringede til mig og sagde ”øv”, for han synes, det er så ærgerligt.
Den store finale i ”Vild med dans” sendes på TV 2 lørdag den 19. december kl. 20.35.