Ærlig Esben Dalgaard: Sminke får mig til at føle mig som mit gamle jeg
Skuespillere er vant til at bruge sminke til de roller, de skal spille.
Men nogle gange tager skuespilleren Esben Dalgaard sminke på, bare fordi han har lyst til det.
På visse dage, får det ham til at føle sig stærkere. ”Lidt lige som den gamle mig”, som han forklarer det på instagram.
Ændret udseende
Esben Dalgaard udseende har ændret sig med de behandlinger, han har gennemgået i forbindelse med kræftbehandling.
I efteråret 2021 fik Esben Dalgaard den nedslående besked, at den modermærkekræft, han tidligere var behandlet og raskmeldt for, var vendt tilbage.
Sygdommen kunne behandles, men ikke helbredes. Derfor lever Esben Dalgaard med en kronisk sygdom.
Passer sit job
Immunterapi har hjulpet rigtigt godt, og den populære skuespiller og tv-vært passer sit job.
I øjeblikket er han aktuel i rollen som Jørgen Ryg i TV 2-serien "Dansegarderoben", hvor afsnit 2 kan ses søndag 12. februar kl. 20.
Her er han naturligvis sminket til rollen.
Men nogle dage har Esben Dalgaard altså også behov for at tage sminke på bare for sit eget velbefindendes skyld. Andre dage gider han ikke.