Afløses under Tour de France: Thomas Kristensen ramt af ildebefindende
EM i fodbold er i fuld gang, og inden længe er der mere godt nyt til mange sportsfans.
Tour de France er nemlig lige på trapperne.
Kæmper med svimmelhed
Som altid kan man følge cykelløbet på TV 2, men denne gang bliver det uden Thomas Kristensen.
Han har i mange år været vært i studiet på Kvægtorvet i Odense, når touren er i gang, men sådan kommer det ikke til at være i år.
Årsagen er, at han for knap tre uger siden fik et ildebefindende, mens han var på netop Kvægtorvet. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Thomas Kristensen har været gennem grundige undersøgelser, og intet tyder heldigvis på, at der er noget alvorligt galt. Men de seneste uger har den erfarne vært haft problemer med svimmelhed og balanceproblemer, og i samråd med TV 2 har han derfor besluttet, at han ikke skal være vært på ”Tour de France: Studie”, som sendes hver dag under Tour de France.
- Både Thomas og jeg ved, hvad det kræver at være vært på Tour de France-studieprogrammerne fra formiddag til aften i tre uger. Det er en ekstremt krævende opgave, som kun kan udføres, når man er fuldstændig på toppen. Dér er Thomas ikke endnu, og derfor er vi enige om at holde ham ude af dette års Tour-dækning, siger John Jäger i pressemeddelelsen.
Jonas Nyhøj erstatter Thomas Kristensen
Det bliver TV 2 Sports Jonas Nyhøj, der i stedet bliver vært i studiet.
Han erstattede også Thomas Kristensen i en periode under Tour de France sidste år, fordi han blev testet positiv for corona.
- Tour de France har været min lille sommerforelskelse siden engang i 90’erne, og jeg følte mig privilegeret over at få lov til at vikariere i studiet sidste år. Det bliver en kæmpe udfordring at prøve kræfter med alle tre uger af årets udgave, og jeg glæder mig, udtaler Jonas Nyhøj.
Tour de France trædes i gang 26. juni.