Afslører nyt om stjernespækket TV 2-serie: Kommer allerede til sommer
Sommeren står for døren, og hvis man er bare en smule sportsinteresseret, er der meget at glæde sig til. I de kommende uger kan man nemlig trygt læne sig tilbage i sofaen og følge både EM i fodbold, Tour de France, Wimbledon og OL.
Også på fiktionsfronten er der meget at glæde sig til. TV 2 er nemlig lige på trapperne med en ny, stjernespækket tv-serie.
”Graverne” er titlen på den nye krimiserie i seks afsnit, der udspiller sig på en Cavlingvindende redaktion, hvor man før i tiden har haft masser af afsløringer, men nu er gravergruppen truet på sin eksistens, og truslen om lukning hænger over holdet i en tid, der er præget af fast news, spin og clickbaits.
Redaktionen ledes af Liv (Mille Dinesen), som sammen med sin mand, Adam (Afshin Firouzi), ejer medieselskabet Agenda Productions. Liv får et tip og kommer sammen med sit hold på sporet af en opsigtsvækkende sag, der trækker tråde helt op til de øverste, politiske magtlag.
Blandt de øvrige medvirkende er Lila Nobel Mehabil, Søren Malling, Clint Ruben og Johanne Milland.
Tidligere er det blevet oplyst, at serien ville blive sendt i 2024 eller 2025, og nu fortæller TV 2 så, at "Graverne" får premiere til juli.