1. sep. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Afsløring fra TV 2: Ny stjernespækket tv-serie på vej

Ellen Hillingsø og Birgitte Hjort Sørensen til prisfest i 2017. Nu spiller de sammen i ny serie. 
Ellen Hillingsø og Birgitte Hjort Sørensen til prisfest i 2017. Nu spiller de sammen i ny serie.
Foto: Krestine Havemann
TV 2 er på vej med en ny stjernespækket serie, hvor blandt andre Jacob Lohmann, Ellen Hillingsø og Birgitte Hjort Sørensen er på rollelisten.

TV 2 har de seneste år haft stor succes med fiktionsserier som ”Badehotellet”, ”Efterforskningen” og ”Sommerdahl”, og nu er der mere nyt på vej.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Stjernespækket thriller

Denne gang er der tale om en helt ny thriller, og der er mange store stjerner med på rollelisten i ”Oxen”, som er titlen på den nye serie.

Den er baseret på bestseller-bogserien af sammen navn skrevet af Jens Henrik Jensen, men modsat i bogen finder handlingen sted i nutiden, og spionchefen spilles af den kvinde.

Hovedrollen som jægersoldaten Niels Oxen spilles af Jacob Lohmann.

I serien bliver han falsk anklaget for narkobesiddelse og smidt ud af Jægerkorpset. Siden møder han PET-agenten Margrethe Franck, spionchefen Frigg Mossmann og forretningskvinden Kajsa Corfitzen. De tre roller spilles af henholdsvis Josephine Park, Ellen Hillingsø og Birgitte Hjort Sørensen.

Prisvindende forfatterpar

- Vi har fra starten været draget af fortællingen om de tre personer: jægersoldaten, PET-agenten og spionchefen, fordi de tror på fællesskabet, men også alle tre befinder sig i en livskrise. De er sammen mod en magtfuld modstander, og det er en kompliceret intrige, men det er også historien om nogle ensomme mennesker, der er nødt til at række ud mod hinanden for at overleve, siger forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der står bag nogle af de største danske tv-serie-succeser som 'Rejseholdet', 'Ørnen' og 'Livvagterne, som alle tre har vundet en EMMY for bedste internationale dramaserie.

Optagelserne til ”Oxen” er i fuld gang, og de foregår i København, Frederikshavn og på Fyn.

I serien medvirker blandt andre også Claus Riis Østergaard, Henrik Birch, Mikael Birkkjær og Thue Ersted Rasmussen.

Der kommer seks afsnit af ”Oxen”, og de får premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2023.

https://imgix.billedbladet.dk/ggg.png
Josephine Park og Jacob Lohmann
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Læs mere om: