Alfred Midé Erichsen ærligt efter hård træning i Den sidste breddegrad: Jeg havde brug for et kram
I det første afsnit af “Den sidste breddegrad” på TV 2 er Emil, Theis og Alfred Midé Erichsen på en uges hård, intensiv træning i Jylland for at blive klar til de kolde strabadser til ekspeditionen til Nordpolen. De sover i telt, svømmer og tester evnerne på en skydebane. Alle hjælper hinanden, hvilket også kommer til udtryk i et rørende øjeblik, hvor Alfred efter en næsten 20 kilometer lang træningstur får nok, efter at have kæmpet alt det, han kunne. Han går kold, da han finder ud af, hvad turens kølige endestation er.
Emil Midé Erichsen tager en snak med Alfred, hvor følelserne får frit løb for dem begge i den bevægende stund. Heldigvis kan tørt tøj, varme og ny energi i godt selskab få smilene frem igen hos den lille, tætte flok.
Om det øjeblik fortæller Alfred Midé Erichsen:
– Jeg har aldrig været bange for følelser, og det hjælper at snakke om det og sige, at man ikke er på toppen, men har brug for et kram og tude i fem minutter. Så er jeg klar igen. Når man er hudløst ærlig over for hinanden, er det nemmere at samle hinanden op, siger Alfred Midé Erichsen til BILLED-BLADET.