Amalie Dollerup om slutningen på Badehotellet: Jeg har tudet på vej hjem i bilen
I 10 år har skuespilleren Amalie Dollerup spillet rollen som Amanda i den succesfulde tv-serie ”Badehotellet”, som siden begyndelsen har rullet over skærmen på TV 2 hvert år – lige bortset fra den sidste og 10. sæson, som seerne har måttet vente to år på.
Amalie Dollerups karakter, Amanda Madsen, har udviklet sig fra at være usikker og forkælet teenager til at være sikker og dygtig badehotelbestyrer.
Og nu, hvor serien nærmer sig sin ende, mærker Amalie Dollerup vemodigheden presse sig på.
Det fortæller hun om i Radio4-programmet ”Portrætalbum”, hvor værten Anders Bøtter tegner et portræt af skuespilleren.
Amalie Dollerup var 26, da ”Badehotellet” havde premiere i 2013.
Nu er du 37. Hvordan er det så at være i gang med at indspille det, der kommer til at blive den sidste sæson?, spørger ”Portrætalbum”-værten Anders Bøtter.
- Vi indspiller over ret lang tid. Vi startede i april måned, og vi slutter… ja… vi har ikke fået nogen endelig slutdato med indspilningerne, men sådan slut november er nok meget realistisk. Og da jeg startede i april, var jeg slet ikke vemodig. Der var bare så meget arbejde og så mange scener, der skulle læres og… ja, det var lidt ligesom et bjerg, jeg skulle bestige, foran mig. Men her efter sommerferien, hvor der netop tikker nogle af de sidste afsnit ind i den her sæson, så har jeg tudet et par gange på vej hjem i bilen, og vi krammer hinanden endnu mere, når vi spiller sammen, os skuespillere, fortæller Amalie Dollerup i Radio4-podcasten.
Et vemodighedsland
En af de skuespillere, Amalie Dollerup har spillet over for et hav af gange i ”Badehotellet”, er Lars Ranthe, som har rollen som Georg Madsen, Amandas far.
- Lars Ranthe ser på mig med de sødeste far-øjne og siger ”Min skat” og krammer. Han er… vi er alle sammen… nu er vi i vemodighedslandet, og det slutter snart. Vi skal bare suge til os. Det er et meget ambivalent rum, at vi giver alt, hvad vi har, og jeg forbereder mig simpelthen så meget, og så også huske at nyde det. Det er en ambivalent situation at stå i det. Det er godt, men det er også vemodigt, lyder det fra Amalie Dollerup i ”Portrætalbum”.
Den sidste og 10. sæson af "Badehotellet" har premiere i 2024.
”Portrætalbum”, som kan høres fredage kl. 17-19.05 på Radio4, er et musikalsk portrætprogram, hvor musikformidler Anders Bøtter hver uge interviewer en kendt dansker med udgangspunkt i musikalbum, som har betydet noget helt særligt for vedkommende.
Amalie Dollerup valgte Lisa Nilssons album ”Små Rum”.
Lyt til "Portrætalbum" med Amalie Dollerup herunder.