Andreas Bo om dansepartneren: Jeg havde en mistanke om Camilla
Det var en spændt Andreas Bo Pedersen, som i august skulle møde sin dansepartner i ”Vild med dans” for første gang.
- Jeg har ikke set så meget ”Vild med dans”, men jeg havde sat mig ind i, hvem danserne var, fortæller Andreas Bo til BILLED-BLADET.
Han indrømmer, at han ikke var helt overrasket, da han fik 32-årige Camilla Dalsgaard som partner.
- Jeg havde en mistanke om Camilla! Men jeg kender ikke nogen af danserne personligt, og vi havde aldrig mødt hinanden før, fastslår komikeren.
Sjovt og hyggeligt
Det er Camilla Dalsgaards anden sæson i TV 2’s dansekonkurrence, og hun kunne næsten ikke få armene ned, da hun blev matchet med 56-årige Andreas Bo.
- Fedt! Det var min allerførste tanke. Da jeg så castet, tænkte jeg, at Andreas var en, som jeg kunne se mig selv danse med og have det sjovt med, forklarer den professionelle danser og fortsætter:
- Han er en sjov person, og jeg kan godt lide, at man hygger sig med det og har det sjovt. Og der tænkte jeg, at han måtte kunne bidrage med noget!
- Ja, og nu siger hun, at hun hellere ville have danset med en pakke Mariekiks, indskyder Andreas Bo med et grin.
I program 2 fredag den 29. september skal parret danse en vals, og det ser de begge frem til.
- Der er meget, vi kan sætte ind på, men det vigtigste er, at vi har det sjovt med det og hygger os. Og det, synes jeg, vi har, fastslår Camilla Dalsgaard med et smil.