3. dec. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Andrew Moyo er stoppet på DR: Scorer nyt job på TV 2

Andrew Moyo
Andrew Moyo
Foto: Peter Vintergaard/TV 2
Andrew Moyo er efter 11 år stoppet på DR. Fra nytår kan man se værten på TV 2.

I 11 år har Andrew Moyo været en populær vært på DR. Blandt andet har han lavet massevis af radio på P3, og så har han også beværtet showet ”P3 Guld”.

Nu er han fortid på DR, men han er ikke fortid på skærmen.

I en pressemeddelelse afslører TV 2 Nemlig, at Andrew Moyo skal være ny vært på ”Go’ Morgen Danmark”.

- ”Go' morgen Danmark” har været en slags følgesvend igennem det meste af mit liv. Jeg har også altid været tidligt oppe, så det har været rart at tænde fjernsynet og se, at andre mennesker også er oppe og i gang. Og så betyder ”Go' morgen Danmark” meget for den samtale, vi kan have med hinanden, og hvad vi snakker om i løbet af dagen. At jeg må være med til at forme den samtale gør mig virkelig glad og stolt og ret nervøs, for den er vigtig, udtaler den nye TV 2-vært.

Andrew Moyo bliver ny kollega med Ida Wohlert, Louise Wolff, Michèle Bellaiche, Mikkel Kryger, Petra Nagel, Steen Langeberg, Lise Rønne og Rasmus Staghøj.

Han overtager jobbet fra Adam Duvå Hall, der til gengæld bliver fast vært på ”Go’ Aften Live”.

Andrew Moyo begynder i det nye job efter nytår.

Læs mere om: