Anna Gaarslev skifter fra TV 2 til DR
Strømmen af TV-værter, som hopper fra den ene af landets to hovedkanaler til anden, fortsætter. 47-årige Anna Gaarslev, der har været fast indslag på TV 2 Nyhederne siden 1996 og vært på forskellige TV-shows, tager nu springet til DR, skriver tv tid.
”Livet tager en ny drejning. Efter mange år på TV 2 har jeg sagt ja til et job som korrespondent på DR”, skrev Anna på sin Facebook-profil onsdag aften.
- Jeg kan ikke afsløre helt præcist, hvad jeg skal lave. Men jeg kan sige, at jeg skal være rejsende korrespondent med base i København, forklarer TV-journalisten til tv tid.
Anna Gaarslev begynder i sit nye job 1. august, og allerede nu ved hun, at det bliver yderst vemodigt at sige farvel til alle kollegerne.
- TV 2 er jo det sted, der har lært mig, hvad jeg kan. Næst efter mine børn og min mand er det den største gave, jeg har fået i mit liv at blive en del af fællesskabet på TV 2.