Astrid Krag i Kærlig hilsen: Dette gjorde størst indtryk
Mandag aften er det social- og indenrigsminister Astrid Krags tur til at vise sin barndom frem for familien, når hun er hovedperson i TV 2-programmet ”Kærlig hilsen”.
Denne gang foregår det i 1994, og det var en tid, hvor der var smæk på farverne og en helt anden teknologi.
En anden virkelighed
Der var særligt én ting, der gjorde indtryk på ministeren.
- Det gjorde klart størst indtryk på mig at opleve mine børn i den virkelighed, der var vores i 1994. Hvor man ikke lige kunne sende sine venner en SMS eller være på sociale medier. Men brugte lang tid på at skrive breve til pennevenner fra hele verden.
- Hvor telefonen var sådan en, der stod fast i hjemmet, og man måtte ud på cyklen og lede efter vennerne, hvis de ikke var hjemme, og man havde lyst til at lege, skriver Astrid Krag i en mail til BILLED-BLADET.
Astrid Krag: Det var en kæmpestor oplevelse
Både hun og resten af familien havde en fantastisk oplevelse ved at være med i programmet, og det er noget, som de stadig snakker om i dag.
- Det var en kæmpe stor oplevelse at være med og en kæmpe gave at få lov til at rejse tilbage i tiden på den måde. Alene oplevelsen af at komme ind på ‘mit’ værelse var kæmpe stort. Som at blive sendt lige tilbage til de mange timer, jeg brugte der, mens jeg drømte om, hvad fremtiden mon ville bringe.
- Og som familie var det også en fantastisk ting, som vi stadig snakker om tit. At man skulle på tanken og leje en Nintendo, og så kun havde den et døgn. At man kunne ringe mange gange til nogen, uden at de var hjemme til at tage telefonen. Alle de ting vi tager for givet i dag - og som nogle gange betyder, at vi ikke er rigtigt sammen - dem blev vi meget bevidste om, i de dage vi var tilbage i 1994.”
I "Kærlig hilsen" havde Astrid Krag selskab af sin mand, Andreas, og børnene Carla, Malte og Bjørn.