BADEHOTELLET: Derfor skændes Otilia og Edith
Mandag aften var der endelig premiere på den længe ventede syvende sæsoner af ”Badehotellet”.
Det er nye tider på det nordjyske hotel, men heldigvis er der er også meget, der er ved det gamle.
Edith og Otilias søsterrelation
Gennem alle sæsonerne har det været herligt at følge det helt særlige forhold, der er mellem stuepigerne Edith og Otilia, og det bliver der heldigvis ikke lavet om på i den nye sæson.
- Vi har dykket videre ned i den søster-relation, Edith har til Otilia. Vi elsker hinanden, men vi har det også svært med hinanden. Vi kan ikke undvære hinanden, men vi hader hinanden. Det synes jeg er ret spændende at fortolke, fortæller Ulla Vejby, der gennem alle sæsoner har spillet Edith, om den nye sæson.
Allerede i sæsonpremieren på den syvende sæson mærker seerne det skønne had/kærlighedsforhold, der er mellem de to kvinder.
Edith og Otilia er hinandens modsætninger
Og her hører man blandt andet, at det var Ediths ønske, at Otilia skulle komme tilbage til badehotellet, selvom hun er blevet skolefrøken. Men det er ikke noget, hun vil indrømme over for Otilia.
Og da Amanda fortæller de to kvinder, at hun er så glad for, at de to er gode veninder, kan de næsten ikke være i sig selv. For sådan betragter de ikke deres forhold - i hvert fald ikke udadtil.
Og der er en helt særlig årsag til, at Edith og Otilia har det forhold, de har.
- Edith er båret af følelser, og de definerer hende. Al værdi bliver sat efter, hvordan det er følelsesmæssigt. Otilias karakter derimod er fornuften, så på den måde er de hinandens modsætninger. Men dybest set i deres inderste grundvold har de de samme værdier, forklarer Ulla Vejby om årsagen til, at de to karakterer nogle gange er oppe at toppes med hinanden.