Badehotellet hædret ved prisfest i Svendborg
I hele to kategorier kunne TV 2-serien ”Badehotellet” hive sejren hjem, da Svend Prisen 2017 onsdag aften blev uddelt fra Svendborg Torv.
”Badehotellet”-serien vandt nemlig prisen for ”Årets danske TV-dramaserie”, og så blev seriens store stjerne, 26-årige Rosalinde Mynster, også hædret.
Hun vandt prisen for ”Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie” for sin rolle som køkkenpigen Fie.
Prisen var til hele holdet
- Det er rigtigt dejligt. Jeg er så glad, sagde skuespilleren efterfølgende til BILLED-BLADET.
Hun understregede samtidig, at hun følte, hendes personlige pris var en pris for hele holdet af bag TV-serien.
Det er flere gange blevet beskrevet, at skuespillerne i ”Badehotellet” føler sig som en stor familie, og det er Rosalinde Mynster enig i.
Rosalinde Mynster: Seerne er dejlige
Og den unge skuespillerinde rettede da også en særlig tak til de TV-seere, der havde sørget for, at ”Badehotellet” kunne markere sig så flot denne aften.
- Vi har nogle dejlige seere, og det betyder meget for mig, at folk ser det, vi laver, sagde Rosalinde Mynster.
Hun afslørede samtidig, at den fine pris skulle fejres med bobler i den fynske by, der altså denne aften husede nogle af de største danske film- og TV-stjerner.