Badehotellet: Sådan ser Ditmar og Philips fremtid ud
Grev Ditmars homoseksualitet har været en velbevaret hemmelighed i ”Badehotellet”, og undervejs har han da også været gift med Amanda og fået barn med sin kusine.
De sidste mange år har han været kæreste med køkkenchefen Philip, og her i sæson 9 kom grev Ditmar endelig ud af skabet, og gæsterne på hotellet ved nu, hvordan landet ligger.
Ditmars skytsengel
Tiden i koncentrationslejr har tilsyneladende ændret grev Ditmars syn på livet – i hvert fald vil han ikke længere skjule, hvem han er.
- Nu har de virkelig hinanden, og det har gjort dem stærkere. Men de har også deres forskelligheder, og Philip skal nogle gange skubbe lidt til ham og passe lidt ekstra på ham og sørge for, han gør det rigtige. Jeg tror, han ser sig selv som hans skytsengel, fortæller Sigurd Holmen Le Dous, der spiller Philip i ”Badehotellet”.
Store forskelligheder
Han sætter også ord på, hvordan han ser fremtiden for ham og Ditmar.
- Dengang var det stadig svært at stå 100 procent frem, men man kunne gøre det i lukkede grupper. Jeg tror på, at de bliver sammen – også på trods af deres forskelligheder.
Philip var en ung og moderne reklametegner, der gik op i jazz og tog til fest i Skagen, da han ankom til ”Badehotellet” i sæson 2, mens grev Ditmar var noget mere gammeldags og stiv i det.
- I starten var de et enormt umage par. "Hvad laver de to sammen?" tænkte man. Men de har nærmet sig hinanden ret meget, fortæller Sigurd Holmen Le Dous.
- Jeg tror, de er meget ærlige over for hinanden. Det er de måske ikke over for andre, men de er det for hinanden, og de har hinandens ryg. Forskelligheden tror jeg også, han falder for – den lidt mærkelige træmand, der er anderledes fra ham selv. Det er der noget spændende ved.