14. nov. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Badehotellet stopper efter 10 sæsoner: Nu forklarer forfatter, hvorfor det må slutte

Badehotellet 
Badehotellet
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Manuskriptforfatter Hanna Lundblad forklarer nu, hvorfor "Badehotellet" må slutte efter 10 sæsoner - men samtidig lader hun også en dør stå på klem.

Ventetiden har været lang, men nu går der ikke mange måneder, før den nye sæson af ”Badehotellet” får premiere.

Det er længe siden, at TV 2 meddelte, at den 10. sæson også ville blive den sidste, og det er der en ganske god og naturlig forklaring på. Det fortalte Hanna Lundblad, der sammen med sin mand, Stig Thorsboe, har skabt ”Badehotellet”, da hun forleden var til Bogforum.

- Vi har skrevet 64 afsnit. Vi slutter i 1946 og at forestille sig, at de samme gæster bliver ved med at komme på det hotel… På et tidspunkt vil det ikke længere være Madsen og Therese, der bliver ved at komme. Så skulle man have lavet et koncept, hvor vi aldrig skiftede i tid. Som i ”Huset på Christianshavn”, hvor karaktererne leveres i samme stand som det forefundne. Men vi har lavet en udviklingshistorie. Det, der kendetegner det, er, at der er en begyndelse og en slutning, forklarede Hanna Lundblad til Bogforum, hvor hun var sammen med Lars Ranthe og Anne Louise Hassing, der begge medvirker i ”Badehotellet”.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-11-14/bogforum-2023-sh-140-03nov23_1sl2510.jpg
Anne Louise Hassing og Lars Ranthe til Bogforum.
Foto: Søren Jul Lamberth

- Det har været vigtigt for mig og Stig at slutte det på en ordentlig måde. Der er fem sæsoner, den første del, og en anden del på fem sæsoner, og så slutter det. Det har noget at gøre med, at serien flytter sig i tid, så den er nødt til at slutte. Badehotellernes epoke sluttede også efter krigen. Så begyndte folk at få private sommerhuse. Hele epoken med at man rejser på ferie og lægger hele sin sommer på ét hotel, den sluttede, lød forklaringen videre fra Hanna Lundblad.

På scenen gjorde Anne Louise Hassing det dog klart, at hun gerne havde taget fem sæsoner mere.

- I kan skrive en ny serie, der hedder ”Sommerhusene” på 10 sæsoner, jokede skuespilleren, hvorefter der udbrød latter i den store sal til Bogforum.

Forfatteren og de to skuespillere blev interviewet af Jacob Wendt Jensen, der netop er udkommet med ”Bogen om Badehotellet”, og hen mod slutningen spurgte han Hanna Lundblad, om ikke der på et senere tidspunkt kunne komme et dobbeltafsnit eller en musical eller lignende af ”Badehotellet”.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-11-14/20190116_hjp8835-1.jpg
Stig Thorsboe og Hanna Lundblad
Foto: Hanne Juul

Og Hanna Lundblad var ikke fuldstændig afvisende.

- Vi er jo frie kunstnere. Når folk spørger, hvad vi skal, siger vi, at vi skal slappe af og holde fri, og så ser vi, hvad der kommer, sagde hun.

- ”Badehotellet – The Movie”, tilføjede Lars Ranthe, hvorefter der igen udbrød latter i salen.

Den 10. sæson af ”Badehotellet” sendes på TV 2 i begyndelsen af 2024.

Læs mere om: