18. nov. 2015
Af Casper Nielsen
Badehotellet vender snart tilbage: Her er de nye stjerner
Thure Lindhardt og Andrea Øst Birkkjær
Foto: Jesper Sunesen
TV 2s "Badehotellet" er snart klar til at slå dørene op for en ny sæson. Og det betyder, at seerne kan glæde sig til en hel række nye navne på Molly Andersens hotel.
Stuepigerne Fie, Edith, Othilia og kokkepigen Martha skal snart have gang i gryder og serveringsfade igen. TV 2 barsler med en ny omgang af seermagneten "Badehotellet". Optagelserne til tredje sæson er netop forbi, og det betyder, at nye navne har skrevet sig ind i gæstebogen. Blandt årets nye skuespillere er Andrea Øst Birkkjær, der spiller den sensible skuespiller Hr. Weyses nye unge skuespillerelev. Andrea Øst Birkkjær – der er datter af skuespillerne Mikael Birkkjær og Tammi Øst - spiller den på overfladen så dydige Kitty Hansen, der ender med at få en rolle i den koleriske danske filminstruktør Flygelhorns ny film, der skal optages på "Badehotellet".