Badehotellets Amanda: Sådan reagerede hun på trist nyhed
Samme dag, som sidste afsnit af ”Badehotellet”s sæson 9 løber over skærmen, har TV 2 afsløret, at den populære serie slutter med sæson 10. Seerne må dog vente til 2024 med at se de nye afsnit.
Amalie Dollerup og hendes medspillere har skullet holde på den triste hemmelighed i flere måneder, men nu må de endelig udtale sig.
- Vi blev informeret i november om, at ”Badehotellet” skulle skubbes, så vi kunne lave en ordentlig sæson med flere afsnit. Det har været mega presset, så vi bakker op om det og håber, at vi på den måde kan få en god finale og få mere tid til at gøre det godt, siger Amalie Dollerup til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Men det bliver vildt mærkeligt, at vi ikke skal optage i år, for vi har været vant til det hjul, der bare kører. Det har været en rutine, at hele sommeren og efteråret er gået med det. Så jeg tror, at vi kommer til at nyde det endnu mere, når vi skal optage den sidste sæson.
En gave med 8 afsnit
35-årige Amalie Dollerup glæder sig over, at de skal optage hele otte afsnit i 2023, som kan blive sendt i vinteren 2024.
- Det bliver mærkeligt at stoppe, men det er en gave med otte afsnit, for det er jo nærmest halvanden sæson for os. Så jeg ser bare frem til en masse dejligt arbejde og nyt materiale, når vi skal i gang igen til næste år. Det er jo ikke slut endnu, konstaterer Amalie, som har spillet Amanda siden 2013.
- Det bliver vildt vemodigt at sige farvel til Amanda og det fællesskab, vi har haft, men det er fantastisk at have været med til at lave 10 sæsoner. Jeg er meget spændt på at se, hvor det hele ender med Amanda og Uwe, og hvordan deres fremtid ser ud.