Badehotellets fru Fjeldsø: Derfor er jeg vild med Olga
Birthe Neumanns talent for komik og skarpe replikker i ”Badehotellet” har fået seerne til at elske hendes karakter fru Fjeldsø, som er kendt for sin direkte facon.
Den 74-årige skuespiller har haft den ikoniske rolle siden seriens start i 2013, og hun er vild med sin karakter.
- Olga er sjov at spille, og jeg kan godt lide den side af et menneske, hun viser. Hun har jo en masse andre sider, man ikke ser, men det er en skitse og en karikatur af et kvindesyn, som, jeg tror, har været meget typisk for en bestemt tid, sagde Birthe Neumann, da hun var til Robert Prisen 2022, og fortsatte:
- Det er kvinder, som er meget konservative og har en hård facade. Derfor er det så spændende med de sprækker, der så er i hende. Det er det, der gør det spændende at arbejde med sådan en karakter.
Hun accepterer det ikke
I sæson 9 er Olga Fjeldsø tjekket ind på Andersens Badehotel med sit barnebarn Sarah, som viser sig at være hr. Weyses ukendte datter.
Det huer bestemt ikke den aldrende stamgæst, at hr. Weyse begynder at vise interesse for sin datter.
- Sarah ved jo ikke, at hun er Weyses datter. Og Olga betragter hende slet ikke som Weyses datter, for hun er jo datter af hendes søn, Adam, så det accepterer hun ikke, fastslog Birthe Neumann med et smil, da BILLED-BLADET mødte hende til Robert Prisen.