Bekymret Morten Ankerdal beder om fair behandling
Op til De Olympiske Lege i Tokyo denne sommer har rigtig mange danske sportsprofiler som den nu coronaramte badmintonspiller Viktor Axelsen og håndboldlandsholdets træner Nikolaj Jacobsen meldt ud, at de mener, at Danmarks OL-atleter ligesom deres konkurrenter i udlandet må foran i corona-vaccinekøen for at få fair muligheder for at nå topformen.
De danske atleter bakkes op af Danmarks Idrætsforbund, DIF.
Myndighederne siger dog indtil videre nej til, at den lille eksklusive kreds af danske OL-deltagere kan komme foran i vaccine-køen.
Morten Ankerdal bakker atleter op
TV 2-værten Morten Ankerdal træder nu også frem og melder sin mening ud om sagen, og han er bekymret på de danske sportsfolks vegne.
Ankerdal synes ifølge B.T., at Danmarks OL-deltagere bør blive vaccineret nu.
- Det handler om, at der skal konkurreres på lige vilkår, og det kan danskerne ikke, hvis de ikke er vaccineret, som mange af de andre er. Derudover bliver deres forberedelser også dårligere, fordi de risikerer at blive sat tilbage af smitte og isolation, og det kan de ikke tåle, siger Ankerdal til B.T. og fortæller desuden, at det drejer sig om ca. 130 atleter, hvilket må siges at være en meget lille gruppe.
Frontpersonale kommer først
Ankerdal understreger dog, at sportsprofilerne naturligvis ikke skal prioriteres over frontpersonale og de andre vigtige medarbejdere i sundhedssektoren, men man skal huske på, at OL kun er hvert fjerde år, og at det er den ultimative sportskonkurrence for både atleter og for fans i hele verden.
Hård træning op til OL
De Olympiske Lege afvikles i Japans hovedstad Tokyo fra 23. juli til 8. august, og alle OL-kvalificerede atleter over hele verden er lige nu i fuld gang med at arbejde stenhårdt frem mod at få formen til at toppe præcis i slutningen af juli og først i august.