
Blev klippet ud af Kærlighed hvor kragerne vender: Mads må forklare sig over for pigerne

30-årige Mads Emborg er én af dem, der skal forsøge at finde en kæreste i TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Han og de øvrige tre singlemænd har været igennem en rækkes speeddates med udvalgte bejlere.

Derefter er det en fast tradition i programmet, at de alle sammen mødes til morgenmad dagen efter.
Her har pigerne mulighed for at vælge ved hvilket af drengenes borde, de vil sidde.
Det kommer bag på Mads, hvor mange piger der faktisk ender med at sidde ved hans bord.
- Jeg er ret overrasket over de. Jeg var allerede overrasket over alle de speeddates, jeg var på. Det havde jeg ikke forventet, fortæller han til BILLED-BLADET og fortsætter:
- At der var proppet ved mit morgenmadsbord, var et kompliment. Det var en highfive på selvtillidskontoen. Når man ikke lige har følt den store opmærksomhed tidligere, så er det fedt at få den der.
Noget andet, som drengene skal udsættes for, er, at pigerne får mulighed for at stille en anonyme spørgsmål til drengene, der gerne må stikke lidt til dem.
Her bliver Mads spurgt til, hvorfor han er så dårlig til at tale om følelser.
For seeren kan det måske komme lidt ud af det blå, for det er faktisk ikke en info, som seerne har fået. Det er nemlig blevet klippet ud af det endelige program.
- I starten, hvor vi hilser på pigerne, klippes der til min præsentationsvideo. Men i min tale til pigerne, som man ikke ser, får jeg fortalt, at det ikke er min stærkeste side at tale om følelser. Det er nok, derfor det bliver nævnt, fortæller Mads.
Den 30-årige tv-stjerne peger på, at det måske stammer fra opvæksten, at han har svært ved at tale om sine følelser, men det har hans medvirken i TV 2-programmet ændret på.
- Det er bare noget, jeg ikke er god til. Det er ikke blevet gjort igennem min barndom. Det lærer jeg gennem programmet, for man bliver presset til at skulle forholde sig til det, mærke efter og sætte ord på det. Det er sygt svært, når man er dårlig til det, fortæller han.
Allerede nu står Mads og de øvrige singlemænd over for at skulle vælge de piger, de vil date videre i programmet.
Da Mads skulle tage sine valg om, var det hans mavefornemmelse, han gik efter.
- Jeg har hele tiden – og det siger jeg også i programmet – at det er mavefornemmelse og et sødt smil. Jeg synes ikke, det var svært, når man bladrer i min notesbog at mærke efter, hvor der var god energi og god kemi, og hvor samtalen kører. Det er nok mest det, der fangede mig. I sidste ende var det min mavefornemmelse. Den har ikke svigtet, fortæller han.
