Bodil Jørgensen om Badehotellet: Det er måske snart slut med Molly
Der er med sikkerhed mange, der glæder sig til februar næste år, når TV 2 igen blænder op for ”Badehotellet”.
Bodil Jørgensen spiller Molly, der heldigvis også vender tilbage i den nye sæson.
Er med
Det afslører Bodil Jørgensen på den røde løber til premieren på ”Hvidstengruppen II”, som hun har en hovedrolle i.
- Jeg tør godt sige, at jeg er med. Molly er ikke død. Det er gået fint – stille og roligt – med optagelserne, fortæller Bodil Jørgensen til BILLED-BLADET.
Bodil Jørgensen har været en fast del af ”Badehotellet”, siden første sæson blev sendt 2013.
Sker ting for Molly
Selv om Bodil Jørgensen ikke kan afsløre alt for meget om den nye sæson, der er den niende i rækken, så kommer der til at ske ting og sager med hendes karakter.
- Der sker ting, som jeg desværre ikke kan afsløre, også for Molly. Hun bliver ældre, fortæller Bodil Jørgensen.
Snart farvel
Noget tyder også på, at Bodil Jørgensen snart skal vinke farvel til rollen som Molly i TV 2-serien.
- Der er kun én sæson at gøre godt med tilbage – 10. sæson – og så regner de med, at der er sat punktum, for så er krigen slut, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg synes egentlig ikke, det er vemodigt, for jeg synes, at serien slutter med maner.
TV 2 har ikke endeligt meldt ud, hvornår ”Badehotellet” bliver sendt for sidste gang, men i den kommende niende sæson er handlingen nået til befrielsesåret 1945.