Brian fra Landmand søger kærlighed: Sådan er min drømmekvinde
Brian er sæsonens ældste deltager i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”, men det er absolut ikke en hindring for ham, der netop har inviteret fire kvinder med hjem på gården i Jerslev tæt ved Brønderslev.
Frisk og selvstændig
Han håber, at der blandt de modne kvinder findes lige netop hende, han drømmer om at bruge resten af sin alderdom med.
Men Brian Vestergaard har nogle krav, der skal opfyldes før, han er solgt.
- Hun skal være ungdommelig og frisk. Samtidig skal hun være så selvstændig, at hun kan træffe beslutninger og føre dem ud i livet, fortæller han til BILLED-BLADET.
Nyde pensionistlivet
Det ville passe Brian Vestergaard rigtig godt, hvis hans kommende kæreste havde børn, for så kan de være fælles om at være noget for deres børn og måske også børnebørn.
Brian Vestergaard har selv to døtre Maii-Britt på 27 og Mette på 24, som er årsagen til at den 57-årige vendelbo er med i programmet.
Desuden håber han, at den kommende kærlighed vil have lyst til at tilbringe fremtiden som pensionist sammen med ham.
- Måske behøver vi ikke at bo sammen, men vi kan opleve en masse fællesskab og til sin tid nyde livet som pensionister, fortæller han.