Caroline Boserup: En kæmpe frihed at være alene
Sidst vi så Caroline Boserup på skærmen, var for fem år siden. Da valgte hun nemlig at forlade TV 2 Nyhederne, efter hun havde været et fast ansigt i nyhedsstrømmen i ni år.
Året før var hun blevet skilt fra sin mand og kollega Rasmus Tantholt. Hun indrømmer i et interview med Søndag, at skilsmissen spillede ind på jobskiftet, men at det ikke var den, der afgjorde det.
- Jeg kan huske, jeg sad og fortalte om isbjørnen Knut nede i Berlins Zoo. En historie, der ind imellem fyldte sindssygt meget i nyhedsfladerne, og hvor jeg tænkte: Vi kunne måske også prøve at flytte fokus til Afrika og mere relevante historier, siger Caroline Boserup ugebladet Søndag.
I dag arbejder hun som redaktionschef på ”Danmarks Indsamling” på produktionsselskabet STV, og uden for jobbet nyder hun livet som single og mor til sønnen Emil på syv år, som hun har med Rasmus Tantholt.
- Jeg har det godt med at være alene. Jeg er ikke en eremittype. Tværtimod er jeg et ekstremt socialt menneske, og jeg elsker at have menneske omkring mig. Men jeg kan også mærke nu, at der er en kæmpe frihed i at være alene, fortæller 43-årige Caroline Boserup.