Caroline Boserup taler ud om skilsmissen
Det kom fuldstændig bag på Caroline Boserup, da hendes mand Rasmus Tantholdt i 2007 ville skilles og efterfølgende fandt sammen med deres fælles kollega Cecilie Beck. Siden har Caroline forholdt sig tavs om bruddet, men nu fortæller hun om den hårde tid.
"Når man er to mennesker, der er meget optaget af hver sin karriere, og så også får et barn, opstår der selvfølgelig en periode, hvor parforholdet mest er et samarbejde. For mig var det en periode, vi skulle igennem," forklarer Caroline Boserup i Ekstra Bladet: "Sådan var det altså ikke for ham, men det vidste jeg ikke. Vi glemte nok at tale rigtigt sammen."
Efter bruddet kæmpede Caroline med at komme ovenpå igen: "At hade er som at brygge en gift, man selv ender med at drikke. Det holder jo ikke. Det er da klart, at det ikke var særligt skønt at dele arbejdsplads med dem," indrømmer Caroline Boserup, der sidste år valgte at springe ud i en tilværelse som freelancejournalist.