Cecilie Hother skal giftes
Den 38-årige TV 2 Fri-vært Cecilie Hother skal giftes med sin kæreste Thomas Gregers Honoré.
På en familietur ombord på en fiskekutter valgte Thomas Gregers Honoré at stille sit spørgsmål, og han fik selvfølgelig et ja.
- Her frier Thomas til mig i stævnen på ”Oke” i vind og saltvand, og her på dækket af en gammel fiskekutter siger jeg selvfølgelig ja, skriver Cecilie Hother på sin blog.
Tilbage på skærmen
Nu kan kirkeklokkerne altså snart ringe for den kønne vejrvært, der sammen med sin forlovede blev forældre til datteren Ellinor i sommeren 2016.
Thomas Gregers Honoré har i forvejen to store sønner fra et tidligere forhold.
TV-værten er for få måneder siden vendt tilbage fra sin barselsorlov i sin gamle rolle som vejrvært på TV 2.
Elsker at være mor
I mellemtiden har Cecilie Hother desuden åbnet skønhedsklinikkæden Cerix, der tilbyder behandlinger til PCO-ramte kvinder.
PCO er en hormonsygdom, som TV-værten selv lider af, der kan nedsætte fertiliteten, og som også gjorde, at Cecilie Hother regnede med, at det ville blive en udfordring at blive mor.
Men sidste sommer kunne hun altså byde velkommen til sin lille datter, og siden har TV-værten ikke lagt skjul på, at hun elsker rollen som mor.