Chok i X Factor: Så gik den ikke længere for Lasse Skriver
Allerede fra første audition i ”X Factor” tog Lasse Skriver dommerne med storm.
Han endte med at sikre sig en stol til Thomas Blachmans 6 Chair Challenge.
Men i bootcampen gik den ikke længere for det 17-årige sangtalent.
Gik ikke videre
For Thomas Blachman stod valget mellem Lasse Skriver og Mads Moldt, om hvem af de to unge sangere, der skulle med videre til liveprogrammerne.
Valget faldt på den 16-årige Mads Moldt, og dermed stoppede Lasse Skrivers rejse i ”X Factor”.
Men Lasse Skriver har det egentlig okay med, at det ikke blev ham.
- Tirsdag aften - dagen inden vi skulle performe for Blachman - skulle vi øve vores sang, og derfor fik vi et lydklip af os selv, så vi kunne høre, hvordan det lød. Så kunne man ligesom ligge og tænke over, om der var noget, man skulle have rettet. Jeg snakkede rigtig godt med Mads, så vi lå og hørte lydklippene med hinanden. Der kunne jeg høre, at der var hård konkurrence, fortæller han til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det var egentlig rigtig fint. Jeg er da fint tilfreds med, at det er Mads, der gik videre, for han er sateme dygtig.
Meget velfortjent
Det var selvfølgelig et hårdt slag for Lasse Skriver, lige da han fik meddelelsen, men han er ret tilfreds med, hvor meget han alligevel har fået ud af at være med i ”X Factor”.
- Lige efter synes jeg, det var nederen, men nu her synes jeg, det er ok, at jeg ikke gik videre, særligt efter det er gået så meget amok. Det var velfortjent, at Mads gik videre. Det havde måske været noget andet, hvis det var én, hvor jeg tænkte, at det der skulle jeg bare have slået. Jeg ryger ud til en, som er skidedygtig, fortæller han.
Den sjoveste oplevelse
På trods af nederlaget husker Lasse Skriver tilbage på bootcampen som noget af det sjoveste, han har oplevet i sin tid i ”X Factor”.
- Det var skidesjovt kort sagt. Det var over tre dage, hvor vi kom mandag aften og tog hjem onsdag aften. Da vi kom mandag aften, spiste vi pizza sammen, og så gik vi egentlig bare i seng, for vi var allesammen trætte. Tirsdag var en hel dag med optagelser. Onsdag var dagen, hvor vi skulle performe vores sang. Det var skidefedt. Det er den sjoveste oplevelse i ”X Factor”, fortæller han.
Mere musik
Lasse Skriver fik ikke lov til at fortsætte til liveprogrammerne, men musikken holder han ikke op med.
For hans medvirken i ”X Factor” har åbnet mange døre for ham.
- Jeg kan vist godt afsløre, at jeg kommer til at fortsætte med musik. Det kommer der mere om på lørdag, fortæller han og henviser hemmelighedsfuldt til sin Instagram.
Se hvem der går videre til liveprogrammerne i næste bootcamp fredag den 18. februar klokken 20.00 på TV2.