Christian Borregaard afslører spøjs historie om Sara Lygum
Siden 2016 har Christian Borregaard hjulpet danskere med at finde deres drømmebolig i ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” på TV 2.
Gennem årene har han haft Sara Lygum som fast makker, og de to boligeksperter har fået et tæt forhold.
Nu viser det sig, at de er så tæt på at være i familie, som man kan komme. Christian Borregaard afslører nemlig en spøjs historie om sin kollega Sara Lygum.
- Efter, at vi har optaget programmet i nogle år, kommer vi tilfældigt til at snakke om familie og finder ud af, at ved et mærkværdigt tilfælde så arbejder Saras faster sammen med min tante i hendes garnbutik, Butik Lotte, i Assens, fortæller Christian Borregaard til BILLED-BLADET og tilføjer med et grin:
- Men som Sara siger, ”på Fyn kender alle hinanden”. Ja, det må man da sige!
Den 46-årige jyske ejendomsmægler er utroligt glad for at have fynboen ved sin side.
- Hun griner endda stadig af mine platte far-jokes, selv om programmet har kørt i snart 10 år, lyder det med et grin fra Borregaard.
Sæson 14 af ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” sendes torsdage kl. 20.00 på TV 2.