Christian Degn afslører: Det gik han ned og købte lige efter, Vagn blev født
- Det har været den vildeste rejse at blive far, lød det fra en berørt Christian Degn, da han sad med sin søn i armene i sidste afsnit af ”Degn vil være far”.
Vagn blev født ved en hjemmefødsel i hans nu tidligere lejlighed på Vesterbro.
Det var kæresten Trines idé, at hun skulle føde hjemme, selv om Christian ikke var så glad for det i begyndelsen.
- Jeg var bange for, at der skulle gå noget galt. Jeg forestillede mig blod i loftet og på sofaen! Men Trine havde ret, for det var helt stille og roligt, fortæller en glad Christian Degn til BILLED-BLADET.
Klar til familien
Parrets lille søn kom til verden den 3. juni 2022, imens en kameramand stod på afstand og filmede det hele, så det kunne komme med i deres nye tv-program.
- Det kunne ikke være gået bedre, det var virkelig en drømmefødsel, siger Trine med et smil, mens Christian indskyder:
- Ja, og hun fik en lille Whisky bagefter, for det elsker hun!
TV 2-værten afslører også, at han kort efter fødslen skyndte sig ned i byen for at købe en praktisk ting.
- Jeg gik ned og købte en stor kaffemaskine, for jeg vidste, at nu kom familien fra Jylland snart!, lyder det med et grin fra Christian Degn.
Det varede da heller ikke længe, før begge hold bedsteforældre troppede op i København for at se deres lille barnebarn.