Christian Degn har fundet kærligheden: Se det søde billede
Christian Degn har ledt efter den store kærlighed, og nu har han fundet den.
Det afslører den 42-årige tv-vært i en opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
- Mød min kæreste Trine! Hun er lige så sød og sjov, som hun er smuk. Mindst, skriver Christian Degn til nogle dejlige billeder af parret, hvor de er til Musik i Lejet. Billederne er taget af fotograf Mantas Hesthaven.
Fik hjælp af kollega
Christian Degn forklarer, hvordan han har mødt sin kæreste. Det var nemlig med hjælp fra sin kvindelige kollega på TV 2's ”Nybyggerne”, dommeren Mette Helena Rasmussen.
- Kæmpe tak til min TV-kollega og ven Mette Helena Rasmussen, som flere gange har “sat mig i udbud” til hendes mange skønne følgere her på Instagram. Mest for sjov. Men man ved jo aldrig… Og en af følgerne er søde Sarah i Odense, som synes, hendes veninde Trine og jeg skulle mødes, for vi måtte da være et match, skriver TV 2-værten på Instagram og fortsætter:
- Årets bedste ide! Tak til vores ven Mantas for de dejlige billeder fra årets Musik i Lejet. Nu tager vi på rolig ferie og nyder livet, Instagram kan da virkelig optimere livet, hva?!