Christiane Schaumburg-Müller Aaxman skulle være gæstedommer i Vild med dans: Dukker ikke op alligevel
Årets sæson af ”Vild med dans” har været anderledes end de forrige – blandt andet fordi der ved dommerbordet hver uge har siddet en gæstedommer ved siden af Marianne Eihilt.
I begyndelsen meddelte TV 2, at Jens Werner skulle sidde i den femte stol i sjette og sidste program af ”Vild med dans”, men derudover har det hver uge været en overraskelse at se, hvem der skulle bedømme parrene.
Allerede på dagen for premieren afslørede Christiane Schaumburg-Müller Aaxman dog, at hun skulle være gæstedommer. Hun er tidligere vært på ”Vild med dans”, men i september ville hun ikke afsløre, hvornår hun dukkede op i programmet.
Eftersom Jens Werner skal være dommer i finalen, er semifinale-programmet hendes sidste chance, men nu oplyser TV 2 til BILLED-BLADET, at Christiane Schaumburg-Müller Aaxman alligevel ikke skal være gæstedommer i "Vild med dans".
Det var ellers rigtigt nok planen, at hun skulle have været gæstedommer i et af de tidligere programmer, men den tidligere tv-vært blev forhindret, og i stedet fandt man en anden løsning.
Hvem der skal sidde i gæstedommer-stolen i semifinalen på lørdag, bliver afsløret i næste uge.
Gæstedommerne her i sæson 20 har indtil videre bestået af Mia Lyhne, Jimilian, Andrea Elisabeth Rudolph, Claudia Rex, Claus Elming, Jens Werner, Viktoria Franova og Michael Olesen.