Claus og Nicoline fra Landmand søger kærlighed jubler: Vi skal giftes
Lynet slog ned, da Claus Simonsen og Nicoline Knudsen sidste år var med i ”Landmand søger kærlighed”, og det slår stadig gnister mellem parret, der har været kærester siden sidste sommer, og som i et halvt år også har boet sammen på hans gård.
I dag er de dog meget mere end bare kærester, for nu kan de også kalde sig forlovede.
Det afslører parret over for BILLED-BLADET.
- Jeg havde en overraskelse med på ferien til Kroatien, fortæller 35-årige Claus om sit frieri, der fandt sted i parrets sommerferie.
- Han havde ringen i rygsækken, som han havde med sig overalt, og undervejs kunne jeg ikke forstå, jeg ikke måtte bruge rygsækken. Det blev næsten for meget, fortæller Nicoline, 29, der endte med at få sit livs overraskelse på ferien.
Forud for frieriet havde de haft en hyggelig dag på stranden, og Claus havde købt en kjole til Nicoline og inviteret hende ud at spise. Dernæst tog de tilbage til lejligheden, hvor de boede, og Nicoline havde tænkt, de skulle slænge sig og se ”Bachelorette”, men Claus havde andre planer.
- Han var ude på balkonen, og så stillede vi os og kiggede ud over byen. Han bad mig blive, og jeg syntes, det var lidt underligt. Så kom han tilbage, og da jeg vendte mig om, sad han på knæ med en flot ring. Så spurgte han, om jeg vil gifte mig med ham. Jeg nåede ikke at svare, for jeg faldt bare grædende sammen og krammede ham. Det var lige, som det skulle være, og jeg er meget glad for, at han spurgte, fortæller en lykkelig Nicoline.
Parret planlægger at blive gift næste år i den lokale kirke, og selve bryllupsfesten skal holdes hjemme på gården nær Haslev.