Da det hele sluttede, var Badehotellets Edith i centrum: Jeg stod og rystede
Nu går der kun en uge, før det sidste afsnit af ”Badehotellet” bliver sendt, og det bliver spændende at se, hvordan det hele ender.
Skuespillerne og holdet bag den populære tv-serie har vidst besked i flere måneder. De allersidste optagelser kom i kassen den 1. december, og det var Ulla Vejby, der i serien spiller stuepigen Edith, som havde æren af at være i billedet på den allersidste optagelse af ”Badehotellet” nogensinde.
- Jeg havde det allersidste skud nogensinde på ”Badehotelete”. Det var meget overvældende, hvor rørende et øjeblik det var for os alle sammen. Mange var kørt derud for at være med til det allersidste klap. Merete var ikke med, men var mødt op, og det samme var andre for at kunne lukke hotellet sammen. Det var et nærbillede af nogle æg. Jeg skulle bare stå og holde kurven med æg. Jeg stod og rystede lidt og havde lidt blanke øjne, for det var underligt og vemodigt, fortæller Ulla Vejby om oplevelsen.
Hun har elsket at spille Edith gennem 10 år, og det har været svært at sige farvel til karakteren.
- Som menneske er jeg virkelig dårlig til farvel. Jeg kan bedre lide ’vi ses’. Samtidig har jeg ikke helt forstået det. Det kommer lidt i glimt. Jeg kan også mærke, det er helt rigtigt, at vi nu skal videre og lave noget andet, siger hun.