Dansepige om virkelighedens dådyrbillede i Dansegarderoben: Over grænsen

I “Dansegarderoben” går det ikke så godt til årets pressemøde for Cirkusrevyen.

I fjerde afsnit regner det på teltet, så journalisterne ikke kan høre, hvad Jørgen Ryg og Lily Broberg siger i deres sketches.

Derfor bliver dansepigerne hevet frem på scenen for at fremføre deres dådyrdans, og de ender med at stjæle al opmærksomheden, da koreografen Tutter får dem til at vende sig om og stikke numsen i vejret – til stor glæde for pressens fotografer.

Det var ubehageligt

BILLED-BLADET har spurgt Zitta de Fries, der medvirkede i den Cirkusrevy, hvordan det foregik i virkeligheden.

– Det foregik sådan. Ingen havde sagt, vi skulle stå sådan, og det var ikke en del af nummeret. Én har sagt: “Vi gør det bare”. Jeg kan ikke huske hvem. Vi var en én bevidsthed, og mange af os var unge og gjorde det bare, fortæller Zitta, der på daværende tidspunkt var 17 år.

Og selv om hun bare gjorde det, brød hun sig ikke om at stå i den positur.

– Det var ubehageligt at stå der med numsen i vejret, for det gik fra at være erotisk og flirtende til at være lidt tættere på porno. Og det kunne jeg ikke lide. Jeg var kun 17! Der lå min grænse, men det tænkte jeg ikke over dengang. “Det er nok sådan, man gør,” tænkte vi. I min verden var jeg meget uskyldig. Instinktivt kunne jeg mærke, det ikke var OK. Men det var kun mig. Man ville måske få syv andre forskellige historier fra de andre … Men jeg tror ikke, at nogen ville stille op til det i dag!

– I dag tænker jeg, at nogen skulle have stoppet det, tilføjer hun.

Vendte tilbage som koreograf

Efterfølgende kom billedet i avisen, hvor der ved hver bagdel stod, hvad dansepigerne ellers lavede hver især.

– Jeg tænkte, at det ragede ikke folk, hvis numse, der var hvis. Jeg var forarget og vred. Så da jeg selv blev koreograf på Cirkusrevyen i 1984, fik danserne virkelig meget tøj på. Det fik jeg lidt ballade for, ler Zitta.

Dådyrkostumet havde Zitta intet problem med, om end der ikke var meget stof efterladt på dansepigernes kroppe.

– Kostumet var en form for uniform. Vores kroppe blev lidt ejet af koreografen og kostumieren. Er man lidt for tyk, ligner man en hest … Det fik man at vide, og det gjorde ikke det store for mig, for jeg var en figur, man kunne flytte rundt med, siger hun.