
Der er sket ændringer: Her er TV 2's Tour-hold

Der er tid at løbe på, før det reelt er sommer.
Hos TV 2 har man dog taget lidt forskud på en af sommerens helt store begivenheder nemlig Tour de France.

Kanalen har nemlig sat sit hold for cykelløbet, fremgår det af en pressemeddelelse.
Det kom som noget af et chok, at den faste kommentator Rolf Sørensen meldte afbud på grund af sygdom sidste år.
Han vender igen tilbage i kommentatorboksen, hvor han selvfølgelig får selskab af sin faste makker Dennis Ritter.
De får selskab af cykeleksperterne Christian Moberg og Emil Vinjebo på skift.
Når de to eksperter ikke befinder sig i kommentatorboksen, gør de den faste Tour-vært Søren Reedtz selskab i studiet, der placeres tæt ved etapens målstreg.
Da Rolf Sørensen sidste år meldte afbud, sprang den tidligere cykelrytter Trine Schmidt til.
Hun er igen at finde på TV 2’s Tour-hold, men denne gang i en ny rolle.
Trine Schmidt skal sammen med Sanne Jakobsen være reporter under Tour de France.
Igen i år laver Lars Fink indslag til udsendelserne men primært til ”AftenTour”, der samler op på dagens etape.
”AftenTour” får helt ny vært i form af Stine Bjerre Mortensen, der altså for første gang rejser rundt i Frankrig og samler op på etaperne.
Hun får som altid selskab af den faste ekspert på ”AftenTour” Lars Bak.
