20. okt. 2023
Af Karina Didriksen

Derfor reagerede Kasper Fiskers børn negativt, da han skulle være med i Vild med dans

Kasper Fisker.
Kasper Fisker.
Foto: Søren Lamberth
”Vild med dans”-stjernen Kasper Fiskers børn elsker at se deres far i TV 2-showet, men de var ikke helt positive til at starte med.

Kasper Fisker er et stort familiemenneske og elsker at dele sin ”Vild med dans”-rejse med sin hustru og tre børn.

Den tidligere fodboldspiller er gift med influenceren Stephanie Fisker og sammen har de tre børn, Elva, 7, Baldur, 6, og Svala på to år.

Parret afslører dog, at børnene ikke var helt så begejstrede til at starte med, da de fandt ud at, at deres far skulle være med i TV 2-showet.

- Deres umiddelbare reaktion var, ”hvor irriterende, at far skal være med, for så har vi jo ikke ”Vild med dans”-aftener derhjemme”, fortæller Stephanie Fisker til BILLED-BLADET og tilføjer med et smil:

- Men nu kan de godt se, at det er sjovt at komme ind til generalprøven og se deres far på tv.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-18/20230131-wen-jobbe-og-hans-pilgaard-35.jpg
Kasper Fisker med sin hustru og tre børn.
Foto: Kaspar Wenstrup

Dejligt med opbakning

Kasper Fiskers tre børn har ikke været med i ”Vild med dans”-studiet fredag aften, men de har flere gange været inde og se generalprøven tidligere på dagen.

- Mine børn synes, det er fedt. De er inde og se generalprøven hver fredag, og min kone, mine forældre og min niece har været med i studiet. Det er dejligt med den opbakning, der har været, lyder det fra en begejstret Kasper, som tilføjer:

- Jeg får også billeder af mine børn, når de sidder derhjemme og hepper fredag aften og har deres eget lille univers. Vi er blevet en lille dansefamilie.

I BILLED-BLADET nr. 42, der udkommer torsdag d. 19. oktober, kan du læse et stort interview med Kasper Fisker og komme med indenfor i deres villa på Amager.

Læs mere om: