11. dec. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Derfor stopper Jens Gaardbo på TV 2

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_lhl1808.jpg
Foto: Lars H. Laursen
TV 2 NEWS-værten Jens Gaardbo stopper på TV 2. En ny undersøgelse viser, at han udviste dårlig dømmekraft, da han for cirka tyve år siden var nyhedschef på TV 2.

TV 2 News mangeårige nyhedsvært Jens Gaardbo stopper.

Det sker som følge af en undersøgelse, som viser, at han i sin tid som TV 2’s nyhedschef fra 1997-2003 udviste dårlig dømmekraft.

Jeg tager ansvaret og konsekvensen

- Som følge af TV 2’s kulturundersøgelse er jeg blevet forelagt, at jeg for år tilbage som nyhedschef overtrådte TV 2's personalepolitik.

- Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert. Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil. Det tager jeg nu ansvaret for og konsekvensen af, udtaler 64-årige Jens Gaardbo i en pressemeddelelse.

Frontfigur gennem 23 år

TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, oplyser, at der har været en afklaret dialog mellem TV 2 og Jens Gaardbo.

- Vi siger farvel til en medarbejder, der har været en profil og en frontfigur for TV 2 gennem samlet 23 år, og vi ønsker Jens det bedste fremover, siger Mikkel Hertz.

Jens Gaardbo stopper på TV 2 ved udgangen af 2020.

Læs mere om: