Derfor var Jimilian bange før Vild med dans – Knæk Cancer
- Det blev en uforglemmelig aften, og jeg er så lykkelig.
Sådan lød det fra en storsmilende Jimilian, efter han og dansepartneren Asta Björk havde været på gulvet i Det Kongelige Teater.
Her var de fredag 29. oktober et af de seks par, der skulle danse til den store ”Vild med dans – Knæk Cancer”-aften.
To gange skulle parret danse. Først i en vals og senere en holddans.
Frygtede valsen
Netop standarddansen vals frygtede Jimilian, der føler sig mere på hjemmebane i latindansene.
- Ja, du var faktisk bange for den dans, indskyder dansepartneren Asta Björk.
- Men der var en fuldkommen vild stemning, og det var meget rørende at danse den vals, lød det efter showet fra en glad og berørt Jimilian.
En plads i hjertet
- Vi havde øvet og øvet, og det var fantastisk at danse netop vals på den scene i aften.
- Og så sammen med Asta. Den vals har fået en plads i mit hjerte.
Ingen par blev stemt hjem i program otte, hvor Jimilian og Asta Björk med en samlet karakter på 38 hos dommerne endte på en delt 2. plads sammen med Lise Rønne og Silas Holst.
Det bliver sjovt
Næste gang skal Jimilian og Asta danse jive.
- Og det bliver sjovt, jubler det populære par.