Det har været det sværeste for Morten Hemmingsen, og lørdag aften blev han nervøs
Årets ”Vild med dans”-sæson har på mange måder været lidt af en rutsjebanetur, og det har været utroligt svært at forudsige, hvem der ville blive stemt ud hvornår.
Lørdag aften stod parrene i den sidste dødsbanan, og ingen var 100 procent sikre på at gå videre til finalen.
Heller ikke Morten Hemmingsen, der måtte en tur i omdans i den seneste afgørelse. Han og Malene var de sidste til at blive råbt op af værterne, og der var nerver på hos skuespilleren.
- Jeg var nervøs for at ryge ud. Det er spillets regler. Dommerne er en ting, men seerne bestemmer. Det er skønt, folk er så engagerede. Det var sommerfugle i maven, sagde han efter showet, hvor det var Rachel og Thomas, der blev stemt ud.
Årets vindere skal nu findes mellem Morten og Malene, Rasmus og Asta samt Anna og Eugen.
Morten og Malene er det eneste af de tre par, som i løbet af sæsonen har prøvet at være i omdans, men Morten gør sig ikke nogen forestillinger om, hvorvidt det betyder, at de ikke har nogen chance for at vinde.
- Omdans var et kapitel for sig. Det har været noget af det sværeste i ”Vild med dans”. Omvendt lærer man meget af at stå i sådan en presset situation. Det tager vi med, og så ser vi, hvad der sker i finalen.
Finalen sendes på TV 2 fredag den 22. september.