Det så du ikke på tv: Rasmus Staghøj nåede lige at sige det til Asta, og så ændrede det hele sig
Det var lige på et hængende hår! Rasmus Staghøj og Asta Björk kunne ånde lettet op efter fredagens ”Vild med dans”, hvor de undgik omdans.
Parret fik en sidsteplads af dommerne for deres tango, men blev reddet af seernes stemmer.
Rasmus Staghøj og Asta Björk stod blandt de sidste tre par i den såkaldte dødsbanan, da deres navne blev råbt.
Det man ikke så på tv var, at TV 2-værten netop havde hvisket noget til sin dansepartner.
- Inden vi gik derned, nåede jeg at sige til Asta, at jeg ikke havde været så rolig før under ”Vild med dans” som lige nu, fortalte Rasmus Staghøj til BILLED-BLADET efter showet og fortsatte:
- Men så stod vi dernede i dødsbananen, og så skal jeg lige love for, at det hele ændrede sig. Hold da op, hvor var det nervepirrende!
- Ja, det er det værste. Man skulle tro, at man ville være lidt mere rolig efter flere sæsoner, men det bliver aldrig bedre, indskød Asta Björk.
Det endte med at blive Dot Wessman, som måtte forlade ”Vild med dans” som den første nydanser.