Det ser du ikke på tv: Dette fik Flokken-Amalie at vide, muligvis som den eneste deltager
I aftenens premiereafsnit på TV 2-programmet ”Flokken” bliver ti modige og intetanende danskere placeret midt i det bulgarske vildnis, og hvis du synes, at deltagerne virker lettere uforberedte, på de strabadser der venter dem, så er det bestemt ikke helt forkert.
Det var nemlig en præmis for at medvirke, at deltagerne skulle acceptere meget lidt information om, hvad der ventede dem, når først programmet var i gang.
Nu afslører Amalie dog, at hun, muligvis som den eneste deltager, fik lokket én særlig detalje ud af produktionen.
– Vi havde fået at vide, at vi ville få nogle dage alene, og vi ville muligvis også få nogle dage sammen med andre. Hvor mange kunne vi ikke få at vide, og det var jeg faktisk megabekymret for, og det var helt sikkert dét, der var min største udfordring, og som jeg var mest bange for hjemmefra, fortæller Amalie til BILLED-BLADET, hvorefter hun sætter ord på en særlig detalje, det alligevel lykkedes hende at lokke ud af produktionen.
– Jeg havde også fået at vide, at det var Bulgarien, vi skulle til. Det er jeg ikke sikker på, at alle fik at vide, men jeg var meget bekymret for, hvilket land vi skulle være i, så jeg pressede lidt ekstra på, erkender hun.
Informationen om, hvor eventyret skulle foregå, var ikke en detalje, produktionen gav alle.
– I bund og grund var det meget begrænset, hvad vi havde fået at vide inden. Jeg vidste, jeg skulle ud i noget natur, og jeg vidste, at jeg til at starte med ville være alene. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen, hvilket område og hvilken form for natur jeg skulle ud i. Jeg kan bare huske, at jeg blev spurgt, om jeg var klar til at efterlade alt og forlade civilisationen. Tage af sted uden at vide, hvad der ventede, fortæller Jan, der også medvirker i ”Flokken”.
Du kan se ”Flokken” hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.
Her kæmper de ti deltagere for i fællesskab at vinde præmien på 1 million danske kroner. En præstation og en gevinst, der kræver, at alle gennemfører.