Det skal du vide om den nye Vild med dans-vært Cilia Trappaud
Da Sarah Grünewald i 2013 scorede jobbet som ”Vild med dans”, var der ikke mange i den brede befolkning, der kendte hende, men siden er hun blevet lidt af en tv-darling herhjemme.
Hun stoppede i programmet sidste år, og nu har TV 2 netop afsløret, at hendes arvtager bliver Cilia Trappaud.
Hende er der måske heller ikke så mange, der kender, men det kommer de helt sikkert til i løbet af efteråret.
31-årige Cilia Trappaud har ikke nogen værtserfaring, men til gengæld har hun masser af erfaring med dans.
Hun har danset, siden hun var fem, og siden hun var 14 har hun været professionel.
Cilia Trappaud er født og opvokset i København, men i 2018 flyttede hun til L.A. i USA, hvor hun har udlevet drømmen.
- Som 10-årig sagde jeg til min mor, at jeg ville danse for Beyoncé. Det var min største drøm. Jeg har danset hele mit liv og altid taget det meget seriøst og vidst, hvad jeg ville. Da jeg var i starten af 20’erne begyndte jeg at rejse frem og tilbage til New York for at træne og gå til castings derovre. Det blev hurtigt til L.A., fordi jeg kunne se, at det var der, jeg skulle være, hvis jeg skulle arbejde med de store musikstjerner, fortalte Cilia Trappaud tidligere på året i et interview med magasinet ELLE.
Gennem karrieren har hun danset for store stjerner som netop Beyoncé, Usher og Rihanna, ligesom hun også har danset til Super Bowl.
Herhjemme har hun også danset for danske artister og medvirket i tv-shows. I 2015 var hun desuden danser i Cirkusrevyen. Herunder ses hun på forreste række ved siden af Niels Ellegaard. Og i øvrigt ved siden af Katrine Bonde, der er tidligere danser i ”Vild med dans”.
Cilia Trappaud er gift med den danske musiker Hans Philip.