Det var ikke tilfældigt: Bjarne Henriksen afslører personlig detalje i Sommerdahl
Er der ikke noget lusket ved ham? Det var der sikkert mange seere, der tænkte, da Bjarne Henriksen tonede frem på skærmen søndag aften i sæsonpremieren på ”Sommerdahl”.
Her spiller han den luskede Tivoli-direktør Carlo, har to hustruer, spillet af Kirsten Lehfeldt og Helle Dolleris.
- Jeg tænkte, at det var en sjov rolle, og det måtte jeg da prøve. Det var meget afslappet og nemt med nogle dejlige medspillere. Jeg havde jo to koner, og det var nogle heftige og dejlige damer, siger Bjarne Henriksen med et grin til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Det er faktisk et år siden, at jeg lavede serien. Jeg kan huske, at det var virkelig varmt, for det var, inden den dårlige sommer kom.
65-årige Bjarne Henriksen afslører, at han faktisk satte sit helt eget præg på karakteren.
Det var nemlig ikke helt tilfældigt, at karakteren Carlo bar en hat.
- Den hat, jeg havde på, havde jeg lige købt på en rejse til Sydafrika, hvor jeg var på safari. Jeg tænkte, at den ville passe perfekt til rollen, fortæller Bjarne Henriksen og uddyber:
- Jeg kunne se på det tøj, Carlo skulle have på, at han var lidt farverig i det og havde et specielt look.
Skuespilleren har dog ikke kun brugt hatten i arbejdsmæssig sammenhæng. Den er nemlig meget praktisk.
- Når man er på safari, er det vigtigt at have en hat på, fordi solen er heftig. Så jeg fandt en lille butik, hvor de havde en hat, som passede mig, forklarer Bjarne Henriksen og fortsætter:
- Den har jeg brugt flittigt siden, for med mit lyse hår og lyse hud går det ikke med al den sol!