Dick og Angel: Derfor flytter vi aldrig tilbage til England
I 2015 sagde Dick og Angel Strawbridge farvel til deres liv i England og købte et slot i Frankrig.
Lige siden har man kunnet følge ægteparret og deres to børn, Arthur og Dorothy, i ”Han, hun og drømmeslottet” på TV 2 Fri.
62-årige Dick og 45-årige Angel har ikke et sekund fortrudt, at de byttede deres toværelseslejlighed i London ud med det ældgamle slot Château de la Motte-Husson med 45 værelser.
- Da vi købte slottet, kostede det nærmest det samme som en etværelseslejlighed i London med et tekøkken og lille badeværelse. Her har vi masser af plads, og hvis jeg kigger ud ad vinduet nu, kan jeg se træer og vores indhegnede have, fortæller en glad Dick til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Vi har en helt særlig ro her, og vi har vores eget lille stykke af Frankrig, som betyder meget for os. Jeg kan slet ikke forestille mig at bo andre steder nu, hvis jeg skal være helt ærlig.
Elsker det lave tempo
Dicks 17 år yngre hustru kunne ikke være mere enig. Angel er helt sikker på, at de aldrig flytter tilbage til England.
- Det er sjovt, for jeg er bypigen, som altid har elsket energien og det hektiske liv i storbyen. Men nu elsker jeg virkelig det lave tempo her og al den plads, vi har, som jeg aldrig ville have fået i London. Og personligt er det vigtigste for mig at kunne opdrage vores børn i det her miljø, siger Angel, mens Dick indskyder:
- Vi har et meget simplere liv her, men vi kan hurtigt tage til England, hvis vi har lyst til det. Jeg kan køre fra slottet om morgenen, og så kan vi allerede være i London til en tidlig frokost. Vi gør det ikke så tit, men det er, fordi vi har travlt og er så lykkelige her.