Drømmen går i opfyldelse: Amalie Dollerup medvirker i Valdes Jul 2
Julen kan virke langt væk, nu hvor sommeren er over os, men for skuespilleren Amalie Dollerup har de seneste måneder stået i julens tegn.
For når TV 2 i december 2025 blænder op for julekalenderen "Valdes Jul 2" er det med Amalie Dollerup på rollelisten.
Det afslører den 38-årige skuespiller på Instagram - og det er en rolle, der betyder meget for hende.
- I mens det har været brændende varmt udenfor, har vi gået og leget jul indenfor. En drøm om at lave julekalender som voksen er nu gået i opfyldelse, skriver hun.
Amalie Dollerup har de seneste år været mest kendt for sin rolle som Amanda i "Badehotellet", men som barn prøvede hun faktisk også kræfter med julekalendergenren.
Har prøvet det før
I 1996 spillede hun rollen som Krummes store kærlighed, Yrsa, i TV 2-julekalenderen "Krummernes Jul".
Selvom både "Krummernes Jul" og "Valdes Jul 2" er julekalendere, er der dog én væsentlig forskel på de to.
- Der er ingen sange eller musikvideoer undervejs i afsnittet, for nu er genren en anden. Med super fine, spændende og rørende historier, skriver Amalie Dollerup.
I "Krummernes Jul" blev handlingen undervejs afbrudt af diverse sange - men det er altså ikke tilfældet i "Valdes Jul 2".
Den kommende julekalender er en fortsættelse af "Valdes Jul", der blev vist på TV 2 i december 2023.