
Eksperterne har talt: Denne deltager ryger ud af X Factor som den første

Efter både auditions, six chair challenge og bootcamps er det nu endelig blevet tid til dette års ”X Factor”-liveshows.
Det hele begynder fredag aften, hvor Blachmans, Oh Lands og Simon Kvamms artister skal op på den helt store scene for første gang.

Både dommerne og artisterne har helt sikkert sommerfugle i maven, for ingen ønsker at forlade konkurrencen som den første.
Men hvem bliver det mon, der allerede i aften må forlade ”X Factor”?
Eksperterne hos Danske Spil har allerede givet deres bud på, hvem der må nøjes med en niendeplads.
Bookmakerne mener, at Julie er i størst risiko for at ryge ud, og lige derefter følger Blomster Bror. Man får sin penge henholdsvis 3,25 gange og 3,75 gange igen, hvis man oddser på, at nogen af dem ryger ud. Både Julie og Blomster Bror er blandt Thomas Blachmans deltagere.

Derefter er der et stykke op til 9000 HÅB, som giver pengene 5,50 gange igen.
I den modsatte ende finder man Leslie, som i skrivende stund er bookmakernes favorit til at løbe med sejren i 2025. Hvis hun ryger ud i aften, får man sine penge hele 35 gange igen.
